Nyt digitalt temanummer seks gange om året. Til eksperter, fagfolk, politikere og den almindeligt interesserede borger
2. January 2012
Fremtidens hus kan læse din adfærd og dine behov. Du lever sundt og miljørigtigt, mens din intelligente bolig registrerer alle detaljerne om dine vaner.
Du har fødselsdag. Dine venner og familie kommer for at fejre dig. Der er masser af praktiske opgaver. Du føler dig stresset, inden gæsterne overhovedet er dukket op.
Du har helt glemt, hvordan det var i gamle dage, da du også skulle sørge for at holde musikanlægget i gang med numre, der passede til stemningen.
Dengang du selv skulle dæmpe belysningen, skrue ned for varmen og lufte ud, når der blev for hedt på dansegulvet.
Dengang køleskabet ikke automatisk bestilte varer i e-supermarkedet til festmenuen og samtidig huskede de basisvarer, du havde glemt.
Du lever nu i et intelligent hjem. Det er designet til at gøre livet grønnere, nemmere - og mere kontrolleret.
Din mobiltelefon fortæller, hvornår du er på trapperne. Huset vil regne ud om du er træt efter en lang arbejdsdag og har brug for dæmpet lys og blid musik på anlægget.
Håndtag, vægge, spejle fanger dine og familiens signaler og bevægelser og styrer jeres forbrug af lys, lyd, varme og varer.
Dit hjem er ”fyldt med skønne interfaces”, siger Kasper Guldager Jørgensen. Han er udviklingschef i arkitektfirmaet 3XN, der arbejder med bæredygtig designudvikling gennem digitale processer og innovative materialer.
Din bolig vil virke som en stor sensor, som er i dialog med interne digitale platforme og internettet. Det aflæser ikke kun konkrete ting som varme- og energiforbrug men også beboernes sindsstemninger, fortæller han.
Derfor er fremtidens intelligente hjem en illustration af, hvad der sker, når internettet for alvor bliver til tingenes internet.
Smarte systemer vil registrere, hvornår vi sover, hvad vi spiser, indkøber og hvordan vi bevæger os. Helt nye boligmaterialer vil være designet til at opfange og videregive informationer med en slags ”iboende intelligens”.
Vi vil indrette os med responsive materialer, som for eksempel kan omsætte blæsten på et vindue til strøm, forklarer Kasper Guldager Jørgensen.
For ham er drivkraften i udviklingen, at vi kan få en mere behagelig og fleksibel hverdag. Det drejer sig ikke kun om at få en billigere og mere bæredygtig energi.
”Jeg tror ikke, at man kan forny verden ved at tænke i energibesparelser. For mig handler det om at fokusere på det positive, på mangfoldigheden. Fremtiden skal være sjov – ikke begrænsende! Selvfølgelig skal vil selv kunne sige til - og fravælge hvad og hvor meget det intelligente hjem skal styre og registrere vores hverdag. Men vi vil tage mulighederne til os, først og fremmest fordi de giver os mere frihed,”
siger han.
Lektor Anders Albrechtslund fra Forum for Overvågningsstudier på Århus Universitet har speciale i overvågning på internettet.
Han fremhæver, at de mange nye smarte teknologier bl.a. i hjemmet skaber massive informationsstrømme – og at de kan bruges til mange formål.
”Når informationsstrømmene flyder sammen, skaber det en masse interessante nye billeder. Oplysninger indsamlet til et formål genererer andre oplysninger, som ikke havde noget med det oprindelige formål at gøre"
siger han og giver følgende eksempel:
”At kunne se folks elforbrug i sammenhæng med andre typer information om deres adfærd giver mulighed for at kunne komme med en fortolkning af beboernes vaner og interesser. Den information kan være interessant for andre aktører, for eksempel virksomheder. Det er værdifuldt for virksomheden at vide, hvad deres kunder har for præferencer og vaner i forhold til det næste indkøb,” siger han.
Den nye digitalisering udvider diskussionen om grænserne for markedsføring.
Vi kan ikke længere nøjes med et ”nej tak til reklamer” klistermærket på postkassen, erkender Anders Albrechtslund.
”Vi får stadig større informationsmængder om menneskers private liv og adfærd. Den information kan bruges til forskellige formål. Men det er et politisk spørgsmål, om det er en god eller dårlig udvikling.” siger han.
DTU’s institut for Informatik og matematisk modellering har opstillet en række scenarier for det intelligente hjem.
De beskriver et hus, der:
Kilde: www.dtu.dk