Nyt digitalt temanummer seks gange om året. Til eksperter, fagfolk, politikere og den almindeligt interesserede borger
2. January 2012
Forbrugerne lægger flere og flere synlige og usynlige oplysninger om sig selv på nettet. Mange klikker ”Ja, jeg accepterer” uden at have læst betingelserne. Både brugere og eksperter famler efter regler og rettigheder, der passer til virkeligheden.
Forbrugerne lægger flere og flere synlige og usynlige oplysninger om sig selv på nettet. Mange klikker ”Ja, jeg accepterer” uden at have læst betingelserne. Både brugere og eksperter famler efter regler og rettigheder, der passer til virkeligheden.
Fysioterapeut Mark Arpe Mortensen fra Åbenrå er bogstaveligt talt koblet på internettet døgnet rundt.
Før han går i seng spænder han et pulsbælte om maven. Bæltet kommunikerer med en iPad-applikation, der registrerer hans hvilepuls. App’en sender besked til mobiltelefonen, der vækker ham automatisk, når signalerne viser, at han er udsovet.
Allerede over morgenmaden går han online på sin mobile enhed bl.a. for at tjekke, om der er sygemeldinger på hans arbejdsplads.
”Mens mine to små døtre leger en halv time, inden de skal i daginstitutionen, når jeg også lige et par net-nyheder” forklarer Mark, der er lærer på Social- og Sundhedsskolen i Åbenrå.
På arbejde er hans første handling at læse mails inden han går over i klassen, som er forsynet med digitale Smartboards. Undervisningen har han forberedt ved at søge faglitteratur på nettet.
Når han køber ind på vej hjem, kan han finde på at scanne QR-koder på reklamer og plakater med sin mobiltelefon. Og så er der alt det andet: Google, online bestilling af tid hos lægen, indkøb af sko, tøj, hardware, møbler, rejser.
”Og ja, jeg registrerer mig hver gang med navn, adresse, telefon osv. og nej, jeg tænker ikke over, hvad oplysningerne skal bruges til. Jeg er nok bare naiv og godtroende. Jeg hakker ’jeg accepterer’ i fluebenet uden at have læst betingelserne. Men de fylder som regel også adskillige sider skrevet med småt!”
siger den 44-årige fysioterapeut.
Han indrømmer blankt, at han elsker alle online tjenester, der giver underholdning, sparer tid og gør livet nemmere.
”Giver nettet mig mere frihed og gode oplevelser har jeg – hidtil - være parat til at aflevere mine personlige oplysninger til gengæld. Men jeg er opmærksom på, at jeg ikke rigtig ved, hvor al denne information ender – og hvad den kan bruges til. Det virker utrolig uigennemskueligt ” siger han.
Mark hører hjemme i en hastigt voksende gruppe af brugere og forbrugere, der har internettet som en fuldstændig integreret del af dagligdagen.
Væksten i antallet af mobile enheder som smartphones og tablet-pc’er vokser eksplosivt. Nettet og andre digitale platforme understøtter alt fra GPS-styring af store menneskemængder i trafikken, til regulering af varme og energi i private hjem.
Gennem kabler og satellitforbindelser registreres flere og flere oplysninger om os som forbrugere, patienter, forældre, elever, trafikanter, husejere osv.
Men det er paradoksalt, at vi selv er så ivrige og tillidsfulde leverandører af alle typer information om os selv, mener hacker-eksperten Kenneth B. Jørgensen.
Dels fordi vi villigt opretter profiler og giver samtykke uden at læse betingelserne. Og dels fordi vi ukritisk spreder oplysninger om os selv på tilsyneladende helt uskyldige hjemmesider.
Kenneth B. Jørgensen driver virksomheden wifitest.dk og arbejder med at gøre virksomheder bevidste om risikoen for misbrug af digitale oplysninger.
For ham er en liste fra en uskyldig grundejerforening med medlemmernes navn og fødselsdato guld værd.
”Som hacker giver den mig mulighed for at sende en grundejer en mail på dagen med ”Tillykke med din fødselsdag i dag. Klik på linket og vi har en gave til dig! Den hopper de fleste på” som han siger.
Linket kan rumme en logfil, som leder en ubuden gæst direkte ind i husejerens computer. Til personlige oplysninger, til fortrolig forretningsinformation, kontonumre og personfølsomme data om sygdom.
En anden åben ladeport er de ubeskyttede trådløse netværk især i private hjem og hos virksomheder, som ikke har fået beskyttet sig bag en adgangskode.
“Når jeg skal på virksomhedsbesøg, starter jeg ofte med at holde en time på P-pladsen og åbenlyst arbejde med en bærbar computer i bilen. Ingen fatter mistanke. Men jeg kunne jo være i færd med at afsøge mulige forretningskritiske information om nye produkter, innovation osv. ved at hacke mig ind på netværket.” siger han.
Kenneth B. Jørgensen mener, at bevidstheden om online sikkerhed er for dårlig både hos private brugere og virksomheder. Danskere er langt mere tillidsfulde online brugere end borgere i andre lande.
Det er ikke nødvendigvis en fordel, mener han men peger også på, at brugerne slet ikke får stillet de værktøjer til rådighed, som giver dem mulighed for at styre deres digitale identitet.
”Google er en god ven, når det handler om informationssøgning. Men tjenesten kan blive lidt af en belastning på det personlige plan. Selvom man har været rødstrømpe engang, er det ikke sikkert man synes det skal fremgå af en søgning for evigt! I dag skal en online bruger aktivt selv henvende sig til alle de platforme, som bringer ens personoplysninger, for at få dem slettet. Der burde være en søgetjeneste, som viste, hvad der lå rundt omkring – og som gav mulighed for, at man som borger selv kunne gå ind og sige: Fjern denne information!” mener han.
I Forbrugerrådet er man også opmærksom på danskernes velvilje til at afgive personlige oplysninger digitalt og for jurist Anette Høyrup er brugernes egenkontrol over deres oplysninger på digitale platforme essentiel.
Hun fremhæver, at det eksisterende samtykkebegreb ikke fungerer i den digitale verden.
”På nettet foregår tingene hurtigt. Forbrugerne bliver bedt om at klikke ”Jeg accepterer” til lange dokumenter bygget op efter et amerikansk koncept, hvor virksomheden fraskriver sig ansvar for alting. Når du er til møde i en bank eller hos en ejendomsmægler, er der en dialog om betingelserne i en kontrakt eller en aftale, og du kan muligvis få ændret i den. Den dialog kan du ikke have på nettet. Derfor gør man reelt forbrugeren til gidsel.” mener hun.
Også de juridiske regler om, hvordan man informerer om brugen af personlige oplysninger, er mudrede.
Den såkaldte § 29 gruppe under EU, hvor det danske Datatilsynet har deltaget, har forsøgt at løse problemet ved at udarbejde en vejledning i, hvordan dataansvarlige i virksomhederne kan opfylde deres oplysningspligt på nettet. (Se vejledningen her)
”En anden løsning kunne være, at sikkerhed omkring brug og misbrug af for eksempel forbrugeroplysninger bliver gjort til et konkurrenceparameter.” mener Anette Høyrup.
”Virksomheden skal på forhånd indbygge datasikkerhed, så det ikke bliver forbrugerens ansvar at forebygge misbrug. Forbrugeren skal have ret til at surfe anonymt. Og så skal man have adgang til at se, hvilke oplysninger som virksomheden har registreret og have ret til at flytte eller slette dem” mener hun.
Endelig skal for eksempel sociale medier som Facebook åbne på en standardindstilling, hvor adgangen til at bruge persondata er lukket.
I dag skal brugeren selv fravælge, at Facebook må anvende alle de fotos og informationer, som hun lægger op.
Uklarheden om hvem der må bruge data indsamlet på nettet til hvad vokser i takt med, at flere og flere processer og fysiske genstande kommunikerer med digitale platforme.
”Med tingenes internet får vi den ultimative dataindsamling på kryds og tværs. Det åbner for endnu større uigennemsigtighed og kompleksitet. Der er grund til at holde øje med dette område.” mener Anette Høyrup.
Mens eksperterne holder øje, leger Kenneth B. Jørgensens 2-årige datter Ida i en kommunal vuggestue. Hun ved ikke, at hun har sat sine første digitale spor i cyberspace på den hjemmeside, som vuggestuen har oprettet.
”Det er ikke fordi, jeg har noget i mod det. Det er fint for forældrene at kunne følge med i børnenes liv. Men omvendt er det da noget, jeg har tænkt over. Ingen har spurgt hende.” siger hendes far.