20. October 2011

Når vi taler om it og medier…

Af Ole Christensen & Hans-Christian Christiansen

I mange år har fokus været rettet mod, hvorledes it kan forbedre skolens undervisning og medvirke til udvikling af nye undervisningsformer, der er på højde med den samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Der har været gennemført et utal af udviklingsprojekter, som for de færreste vedkommende dog er blevet til hverdag – efter at projekterne er afsluttede.

Opmærksomheden har været rettet mod at understøtte og integrere arbejdet med it i skolen og i fagene, og der er blevet etableret en række initiativer i denne sammenhæng: Lær it, junior PC kørekort, pædagogisk it-kørekort, it vejledning m.m., og der er indkøbt mængder af udstyr og afholdt et utal af kurser. 

Dette er i og for sig positivt, men problemet er, at man stadig i de fleste sammenhænge fokuserer på og taler om integration af it (informationsteknologi) og digitale teknologier i undervisningen.

Den tidligere regering lancerede kort før valget et nyt udspil for at styrke netop it i folkeskolen, og der udarbejdedes i denne forbindelse en publikation med titlen: ”En digital folkeskole – national strategi for it i folkeskolen”. Her opstilles syv initiativer, som alle retter sig mod digitalisering, trådløse netværk, computere, digitale læremidler og it-baserede læringsformer. Og der understreges tillige at der skal opstilles ”klare mål for anvendelsen af digitale læremidler og digitale læringsmål”.

Denne retorik, hvor der fokuseres på teknologi, værktøjer og ”it”, har været karakteristisk for den generelle måde, hvorpå man i den politiske og kulturelle offentlighed har tilnærmet sig en i stigende grad medialiseret kultur. Det som er problemet med at fokusere på it – frem for fx ”medier” – er at der anlægges et teknologiperspektiv på mediekulturen: Digitalisering drejer sig i denne forståelse blot om at sætte strøm til digitale netværk og mod brugen af udstyr og nogle tekniske løsninger. Og i forlængelse heraf udvikles didaktikker bundet til værktøjsorienterede skolelogikker.

Didaktik er et for snævert begreb i denne forbindelse. Didaktik som begreb er blevet indoptaget i et traditionelt læringssyn, der har præget skolens curriculum i mange år og giver ikke et nyt udsigtspunkt, der kan udfordre traditionelle måder at tænke skole på – og som ser brugen af medier i dette perspektiv. Didaktik rummer ikke et mediepædagogisk og dermed et mediekulturelt perspektiv.

Problemet med denne optik er man overser det som er det helt afgørende i vores forståelse af mediernes betydning: at medier ikke blot er nye værktøjer, men en grundlæggende måde hvorpå vi forstår og navigerer i verden – og såmænd også noget som har været en del af skolernes virkelighed i over 100 år. Film har således tilvænnet os at se og fortolke verden gennem et kamera, tv har gjort verden mindre og givet os et vindue til alverdens viden – og nettet og digitale medier har opløst læringshierarkier og gjort det muligt interaktivt at gå på virtuel opdagelse i verden.

For at forstå og anvende medierne er det nødvendigt at gøre op med den værktøjsorienterede synsvinkel som præger den måde, hvorpå vi betragter mediernes betydning for læring. Medier er også synsmåder, fortolkninger, læringsmønstre – og at eksempelvis anvende en tv-dokumentar i geografi-timen eller en spillefilm i historie-timen kræver forståelse for mediernes miljø og deres fortælleformer og æstetik, da dette spiller ind for selve fortolkningen af indholdet. Og selvfølgelig må også de digitale mediers betydning for læring ses i et helhedsperspektiv, der indbefatter børn og unges uformelle hverdagserfaringer med medierne og de særlige æstetiske træk – bl.a. interaktiviteten.

Der skal udvikles et helt andet udsigtspunkt, som sikrer udvikling af en bred mediebaseret kulturforståelse, der giver mulighed for at belyse og forstå mediers kulturelle betydning for mennesker og relationer i dag.

Vi er i dag ikke gearet til at møde og favne medierne fordi vi simpelthen anlægger et forenklet perspektiv på disse – og i denne sammenhæng er den måde hvorpå vi italesætter medierne i den politiske og kulturelle offentlighed absolut ikke ligegyldig. Medieforskeren Joshua Meyrowitz har i denne sammenhæng meget betegnende karakteriseret vores måde at forstå medier på som ”metaforer” – som dybtliggende kognitive synsmåder. Begreber og sprogbrug er fortolkningsskemaer og diskurser som er med til at præge vores forståelse af også vores mediebrug – og dominansen af begreber som ”integration” (frem for eksempelvis ”udfordring”) og ”it” (frem for eksempelvis ”medier”) er med til at forenkle (og dermed undervurdere) mediernes komplekse og sammensatte potentialer.

Er det ikke snart på tide, at vi lader os inspirere af den viden, der produceres med og i medierne. Måske er det en meget god måde at lære på i 2011?