31. August 2010

Syntetisk Biologi – debat til gavn, ikke til gru

Af Maja Horst, Lektor, Ph.d.

Syntetisk biologi er det nyeste tilbud i den teknologiske forventningsindustri. Begrebet dækker en ambition om at kombinere ingeniørkunst med biologisk viden i håb om at skabe nye og designede livsformer. Det bliver ofte brugt som betegnelse for den ’næste’ revolution indenfor forskning i nano-og bioteknologi. Foreløbig er syntetisk biologi dog primært en drøm - en forestilling om at vi om nogle (eller flere) år kan skabe noget helt nyt, der kan få revolutionerende effekter.

Historien har vist os, at den slags forventninger sjældent indfries helt som vi tror. Videnskab og teknologisk udvikling er ikke en lineær proces, som simpelt lader os forudsige fremtidens resultater. Blandt andet fordi der ofte viser sig nye og uventede problemer. Vi venter stadig på, at der skabes rigtig fantastiske gensplejsede fødevarer. Vi har også måttet opgive forestillingen om, at den humane genomkortlægning lynhurtigt ville føre til helbredelse af sukkersyge, kræft og andre alvorlige sygdomme. Selv når vi har gode og effektive teknologier, som på energi og miljøområdet, kan det vise sig meget vanskeligt at få dem udbredt – fx at skabe et velfungerende marked.

Når der alligevel er god grund til at beskæftige sig med syntetisk biologi, er det fordi vi har brug for konstant diskussion om, hvordan vi udvikler fremtidens samfund bedst muligt. I vores moderne videnssamfund er viden blevet det centrale velfærdsgode, som vi alle skal have del i og ansvar for. Vi kan ikke overlade det til andre lande og andre mennesker at tage stilling til spørgsmål om skabelsen af viden i vores samfund. I den situation tjener fængende betegnelser som syntetisk biologi som et fokus, der kan engagere både håbets købmænd, frygtens præsteskab og alle vi andre i en debat om, hvilken rolle videnskaben skal spille.

Betegnelserne håbets købmænd og frygtens præsteskab stammer fra debatten om bioteknologi i 1980erne. Det er imidlertid på høje tid, vi finder en anden måde at diskutere på. De to positioner er uenige om alt, bortset fra at teknologien er ’revolutionerende’. Men dermed forvrider de debatten til et for og imod. En lang række komplicerede problematikker bliver kogt ned til et simpelt spørgsmål om at vælge side: er du for eller imod videnskab?

I stedet for at lade os fange af dette tåbelige valg, må vi have mod til at skabe en debat som kan gøre os alle sammen (inklusive forskerne) klogere. Vi må diskutere vores forventninger på et konkret plan og have respekt for hinandens forskelligheder. Vi må se at få øjnene op for, at vi i Danmark har en unik tradition for at diskutere med hinanden på tværs af hierarkiske og faglige skel med henblik på at finde en løsning, der er bedst for fællesskabet. Hvis fremtidens teknologi skal være effektiv, er det ikke nok, at den virker. Den skal også accepteres af (for)brugerne. Det er svært at lave legitim teknologi uden at inddrage brugernes ønsker og behov. I den sammenhæng udgør den danske konsensus-tradition en særlig fordel, som kan gøre os til verdens førende producenter af social acceptabel videnskab og teknologi.

Danmark er et lille land og vi er nødt til at prioritere benhårdt. Vi kan fx ikke selv skabe et helt nyt energisystem baseret på kunstig fotosyntese, men vi kan spille en vigtig rolle i det internationale samarbejde, hvis vi tør tage udgangspunkt i vores egen styrke og vores evne til debat og dialog.