28. June 2011

I fremtiden må vi sejle til Føtex

Af Lisbeth Lyngse

Allerede ved første afstemningsrunde stod det fast, at problemerne med stigende vand ikke er fremmede for borgerne i Kalundborg kommune. Dagens første afstemning viste, at 33,9 % af de fremmødte på et eller andet tidspunkt selv har været ramt af det stigende vand. Det var derfor heller ikke meningen, at man skulle diskutere om klimaforandringerne er en realitet- eller hvad årsagerne er. Det man skulle drøfte var: Hvordan tilpasser vi os?

Før hver debat- og afstemningsrunde var der et oplæg eller en film til inspiration, og den første var meteorolog Jesper Theilgaard. Han startede med at hilse borgertopmødet velkomment i en situation, hvor klimadiskussionen er gået i stå efter det fejlslagne klimatopmøde i København i december 2009. Han slog fast, at det er menneskene, der har skabt problemerne, og at naturen nok skal nok klare sig. Det er menneskenes måde at leve på, der vil blive forandret. Noget af det vi vil opleve er mere tørke, mere regn og flere ekstreme klimahændelser. Vandspejlet vil stige en meter eller mere inden for de næste 50 til100 år med oversvømmelser til følge. 2.500 km. vej i Danmark er i risiko for at blive underminerede af stigende grundvand, kloakkerne er ikke store nok til at klare presset og vil give lokale oversvømmelser.

Skal vi bygge diger?

Derefter gik diskussionen ved bordene i gang. Ved bordene, som hver bestod af seks deltagere og en neutral bordformand, der ikke måtte deltage i diskussionen, orienterede bordformanden om, at det første, der skulle debatteres, var, i hvor høj grad deltagerne synes, man skal beskytte de udsatte områder i det åbne land udenfor Kalundborg by. Man skulle debattere og derefter stemme om, hvorvidt man går ind for et stordige på åbent hav, et stordige på land, udfasning af bebyggelser eller løbende omlægning til naturområder. Og ikke mindst om, hvem der skal betale. Der var et kort over kommunen på bordet, hvor deltagerne kunne se, hvad konsekvensen af klimaforandringerne bliver i Kalundborg kommune. Hvilke arealer der bliver oversvømmede, hvilke der bliver udsat for hyppige oversvømmelser, og hvilke der går fri.

Ved et af bordene blev deltagerne hurtigt enige om, at opgaven er så stor, at det ikke kan overlades til de enkelte grundejere eller kommunen. Det må være en opgave for staten – det store fællesskab. Men det er ikke det samme, som at man går ind for den dyreste løsning: Et stordige på havet. Det er nemlig ikke uden gener. Der vil være områder bag diget med stillestående vand med alger, lugtgener og myggeplage. Et stordige på land vil betyde, at sommerhusene bag diget mister deres havudsigt. Men igen ved dette bord går de ind for, at det stigende vand skal have lov til at æde sig ind på landet.

Derfor blev de også noget overraskede, at det ved første afstemningsrunde viste sig, at det store flertal af de fremmødte overhovedet ikke vil bygge diger. De vil udfase sommerhusområderne og lade naturen gå sin gang.

Hvad skal der ske med Kalundborg?

Næste debatrunde handlede om selve Kalundborg by. Oplægget var med Claus Madsen, der er teknik- udviklings og kulturdirektør i Kalundborg. Han slog fast, at Kalundborg by allerede har oplevet oversvømmelser, og at dele af byen vil komme til at ligge under vand i 2090. Andre dele vil være under fare for hyppige oversvømmelser. Det gælder både industriområder på havnen, butiksområder, beboelseskvarterer og togstationen, sagde Claus Madsen. Derefter var der en kort film om konsekvenserne for byområdet, og diskussionen gik i gang.

Den skulle dels handle om, hvorvidt industrierne langs havnen bør have et medansvar for at beskytte byen bag havnen. Dels om kommunen bør hjælpe private grundejere i helårsbebyggelser i byen, der bliver berørt af vandstigning.

Diskussion ved bordene gik livligt, og ikke altid om de spørgsmål, der var stillet.  Men som bordformand Jimmy Sørensen sagde: ”Jeg har valgt, at når nogle kommer med en god ide, så vender vi den i stedet for, at vi holder os krakilsk til spørgsmålene. De er meget sort-hvide, så jeg synes det er godt med en bredere diskussion, før man træffer sin beslutning. Og så opfordrer jeg meget til, at deltagerne udfylder de kort, der er lagt frem til gode ideer. For der er mange gode ideer, og de kan ikke fanges ved en afstemning, de skal skrives ned og afleveres, så politikerne har noget at arbejde videre med.”

Ved bordene gik diskussionen videre.

”Man kan jo have en robåd liggende i haven og sejle til Føtex”

foreslog en af deltagerne galgenhumoristisk, for det stod hurtigt klart for alle, at der ikke er økonomisk mulighed for at redde alt. Derfor var det heller ikke forbavsende, at afstemningen endte med et stort flertal for, at industrierne langs havnen bør have et medansvar for at beskytte byen. Og også at de private helårsbeboelser må betale en del af sikringen selv, dog med både planlægningsmæssig og økonomisk hjælp fra kommunen.

Skal vi handle nu, eller vente?

Chefkonsulent Peter Frost Møller fra Niras holdte et oplæg om, hvem der har ansvaret for klimatilpasningen, og om der bør gøres noget nu, eller man skal vente. Niras har bl.a. arbejdet sammen med Dragør og Hedensted kommuner om klimatilpasning, og de to kommuner har valgt forskellige tilgange til det.

I Dragør har de en klimatilpasning som en del af kommuneplanen, hvor det er slået fast, hvad der er borgernes ansvar, og hvad der er kommunens. Man har besluttet at bygge et dige, som skal beskytte selve byen, men udenfor er man indstillet på at se tiden an og se, hvad der kommer til at ske. Kommunen har prioriteret mellem, hvad der er nødvendigt at gøre nu, og hvad der kan vente.

I Hedensted har man udpeget klimahåndteringsområder, der er truet af vandstigning fra hav, søer og år. I de områder vil man ikke give ret mange byggetilladelser. Men man vil ikke i første omgang gøre noget for at sikre områderne. Man har valgt at lade vandet komme.

Kommunerne er meget forskellige og har forskellige vilkår. Derfor kan man ikke sige, at det ene er mere rigtigt end det andet, påpegede Peter Frost Møller. Et dige er dyrt og skal også vedligeholdes. Nogle gange kan det bedre betale sig at vente og se.

Der var dog ikke mange deltagere, der var indstillet på at vente og se. Flere påpegede, at det ville være ansvarsløst, hvis kommunen ikke gjorde noget nu og dermed overlod hele problemet til de næste generationer. ”Hvis vi vil have indflydelse, må vi gøre noget,” sagde en deltager. ”Og hvis vi venter på staten, sker der ikke noget.”

Det lod der til at være stor enighed om, for der var 87,7 %, der stemte for, at kommunen allerede nu bør handle og udarbejde langsigtede planer, der tager højde for de forventede klimaforandringer.

Gider politikerne høre borgerne, og gider borgerne være med?

Dagens sidste debat handlede om, hvor meget borgerne havde lyst til at blive inddraget i planlægningen af klimatilpasningen. Professor Kurt Aagaard fra RUC startede med at tale om borgerdeltagelse og – inddragelse. Han påpegede, at der er flere grunde til, at borgerne bør inddrages i planlægningen: De ved noget om de konkrete problemer, og de skal være med til at føre planerne ud i livet. Det er også vigtigt for den demokratiske proces, at der er en dialog mellem borgere og politikere og borger og administration, sagde Kurt Aagaard. Derfor er arrangementer som borgertopmødet i dag vigtige. Det vigtige er dialogen, en afstemning alene kunne man købe hos Gallup.

Men der er også faldgrupper, når man vil inddrage borgerne i planlægningen. Man risikerer, at det bliver stærke interessegrupper, der kommer til at bestemme i sidste ende. Det er ofte de i forvejen politisk og socialt aktive, der deltager, og dermed risikerer man, at gøre kløften mellem de aktive og ikke-aktive større. Der er nemlig mange, der tror, at dem der ikke deltager er ligeglade. Men det er langtfra tilfældet, påpegede Kurt Aagaard. De har lige så mange holdninger og er lige så engagerede som dem, der deltager.

En vellykket borgerinddragelse kræver, at man i processen når frem til borgernes deltagelse. De skal ikke kun være stemmer, de skal være en del af dialogen, og der skal være en opfølgning, så dialogen føres videre. Og så er det vigtigt, at det foregår i en tillidsfuld atmosfære, sagde Kurt Aagaard. Hvis temaet er for konfliktfyldt, kan det være vanskeligt med en åben debat.

Det første til en livlig snak ved bordene om, hvorfor man var kommet i dag. En fortalte, at hun lige var flyttet til kommunen, så hun var både kommet for at møde andre og for at høre mere om et spændende emne. Alle var enige om, at det havde været en spændende dag, og at politikerne var nødt til at lytte til de holdninger, der var kommet frem, især i de afstemninger, hvor der var et overvældende flertal i en bestemt retning.

Den sidste afstemning handlede om, hvor meget den enkelte havde lyst til fremover at blive inddraget i debatten om og arbejdet med klimatilpasning i kommunen. Af alle deltagerne var der kun 17, der overhovedet ikke ville være med længere. Mange ville gerne til flere borgertopmøder eller på guidede ture. Et stort flertal havde ændret holdninger i løbet af dagen, og de havde fået øget deres viden. Men hele 65 % mente alligevel, at de havde behov for yderligere viden om klimatilpasning.